Vedtægter pr. 2015

 

Haderslev og Omegns Lejerforening

 

Vedtægter

 

§ 1 Navn og hjemsted

Foreningens navn er Haderslev og Omegns Lejerforening (i det følgende angivet som HL). Dens hjemsted er Haderslev.

 

§ 2 Formål

Det er HL’s formål

• at varetage medlemmernes interesser som lejere i private og almennyttige udlejningsboliger, andelsboliger, ungdoms- og ældreboliger samt i erhvervslejemål, herunder at fremme lejernes indflydelse og medbestemmelsesret,

• at varetage medlemmernes interesser over for offentlige myndigheder,

• at samarbejde med beslægtede organisationer, herunder evt. landsdækkende lejerorganisationer, og

• at arbejde uafhængigt af politiske partier og foreninger eller organisationer med partipolitisk program.

 

§ 3 Medlemmer

Stk.1 Som medlem af HL kan optages enhver, der ikke er udlejer, ejendomsadministrator, ejer af fast ejendom, som udlejes, eller som på anden måde kan ligestilles med udlejere eller disses repræsentanter. Dog bortses her fra ejere af sommerhuse, som udelukkende udlejes på ugebasis.

Stk. 2 Intet medlem af HL må samtidig stå som medlem af andre lejerforeninger.

Stk. 3 Det enkelte medlem registreres i HL med navn, adresse og eventuel e-mailadresse. Adresseændring og/eller ny e-mailadresse skal meddeles til HL.

Stk. 4 Et enkeltmedlems medlemskab dækker hele husstanden, der således har én stemme på generalforsamling o.l.

Stk. 5 Kollektiv tilknytning til HL kan opnås gennem indgåelse af foreningsaftale omfattende ret til at trække på bistand i sagsbehandling, kontingent osv.

Stk. 6 Er et medlem slettet på grund af kontingentrestance, kan nyt medlemskab kun opnås ved på ny at betale indmeldelsesgebyr og kontingent.

Stk. 7 Eksklusion af et medlem kan kun ske ved beslutning på en generalforsamling, og kun efter indstilling fra bestyrelsen eller fra mindst 25 % af medlemmerne.

Agerer et medlem illoyalt over for HL, kan bestyrelsen dog ekskludere medlemmet med omgående virkning. Et ekskluderet medlem er berettiget til at få eksklusionen efterprøvet på den førstkommende generalforsamling.

Stk. 8 Udmeldelse af HL kan alene ske med virkning pr. 31.12. og skal ske skriftligt med mindst 1 måneds varsel.

Stk. 9 Ved udmeldelse eller eksklusion af et medlem er HL berettiget til at stoppe eventuel igangværende sagsbehandling på det tidspunkt, da eksklusionen eller udmeldelsen er sket.

 

§ 4 Generalforsamlingen

Stk. 1 Generalforsamlingen (GF) er HL’s øverste myndighed.

Stk. 2 Ordinær GF afholdes hvert år inden 1. juli.

Stk. 3 Indkaldelse til ordinær GF skal ske på hjemmesiden, pr. e-mail og i Haderslev ugeavis.

Indkaldelsen skal ske senest 14 dage før den ordinære GF.

Indkaldelsen skal indeholde oplysning om tid, sted samt sidste frist for fremsættelse af forslag, der ønskes behandlet på den ordinære GF.

 

Dagsordenen skal som minimum indeholde:

1. Valg af dirigent, referent og stemmetællere

2. Bestyrelsens beretning

3. HL´s regnskab

4. Retshjælpsfondens regnskab

5. Fastsættelse af næste års kontingent og indmeldelsesgebyr

6. Indkomne forslag

7. Valg i henhold til vedtægternes § 5

 

Stk. 4 Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære GF, skal være formanden i hænde i skriftlig form senest 8 dage før GF.

Stk. 5 GF træffer beslutninger ved simpelt stemmeflertal. Personvalg sker ved skriftlig afstemning. Øvrige afstemninger sker ved håndsoprækning, medmindre skriftlig afstemning kræves af dirigenten eller af forsamlingens flertal.

Stk. 6 Stemmeret på ordinær og ekstraordinær GF

• Enkeltmedlemmer, som ikke er i kontingentrestance og ikke er ekskluderet, jfr. § 3 stk. 7, har hver én stemme.

• Delegerede fra kollektivt tilknyttede foreninger jfr. § 3 har hver én stemme. De kollektivt tilknyttede foreninger har ret til én delegeret for foreningsaftalen og yderligere én for hver påbegyndt 25 husstande, dog kan hver enkelt ejendom højst opnå 9 delegerede.

• Ikke fremmødte medlemmer kan afgive stemme via fuldmagt, såfremt det godkendes af GF.

Stk. 7 Ekstraordinær GF

• Skal afholdes, når bestyrelsen eller mindst 25 % af medlemmerne begærer det. Medlemskravet skal fremsættes skriftligt overfor bestyrelsen og skal indeholde begrundelse for begæringen.

• Skal afholdes senest 4 uger efter bestyrelsens modtagelse af begæringen, og indkaldelse til den ekstraordinære GF skal ske med mindst én uges varsel. I øvrigt på samme måde som ved indkaldelse til ordinær GF.

• Sker indkaldelsen ikke rettidigt, kan forslagsstillerne selv foretage indkaldelsen.

Stk. 8 Gæster kan af bestyrelsen inviteres til at overvære GF.

 

§ 5 Bestyrelsen

Stk. 1 Bestyrelsen består af formand, kasserer og sekretær samt - efter beslutning på GF – af yderligere indtil 6 medlemmer.

Stk. 2 Bestyrelsesmedlemmer vælges for to år. Formanden og halvdelen af bestyrelsen er på valg i lige år, kassereren og den øvrige halvdel vælges i ulige år.

Stk. 3 Revisor vælges i ulige år for to år. Revisor kan være intern eller ekstern, men må ikke være bestyrelsesmedlem i HL

Stk. 4 Bestyrelsessuppleanter samt revisorsuppleant vælges for ét år ad gangen.

Stk. 5 Bortset fra formand og kasserer, som vælges direkte på GF, konstituerer bestyrelsen sig selv, og bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, arbejdsgang og mødeplan.

Stk. 6 Bestyrelsen kan antage sagsbehandlere. Disse skal i givet fald opfylde betingelserne for medlemskab af HL.

 

§ 6 Kontingent, regnskab for HL og retshjælpsfond

Stk. 1 Regnskabsåret er kalenderåret.

Stk. 2 For økonomiske krav rejst mod HL hæfter foreningen alene med sin egenkapital. HL´s bestyrelsesmedlemmer eller øvrige tillidsfolk kan ikke gøres ansvarlige eller afkræves erstatning som følge af handlinger udført på HL´s vegne.

Stk. 3 Bestyrelsesmedlemmer og andre, som er udpeget til varetagelse af opgaver for foreningen, udfører disse på frivillig basis og kan således ikke afkræve foreningen løn, honorar eller vederlag for udførelse af sådanne opgaver, men oppebærer til gengæld kontingentfrihed. Udgifter, som er nødvendige i forbindelse med opgaverne, dækkes af foreningen.

Stk. 4 I økonomiske anliggender tegnes HL af formand og kasserer i fællesskab.

Stk. 5 Til hjælp til dækning af medlemmers advokatudgifter i retssager, der vedrører lejerboligforhold i foreningens område, har HL en retshjælpsfond.

Stk. 6 GF fastsætter, hvor stor en del af kontingentet og/eller andre indtægter, der skal tilfalde retshjælpsfonden. Overførsel af eventuelt overskud fra vundne sager sker én gang årligt umiddelbart efter GF.

Stk. 7 Regnskab for retshjælpsfondens midler føres separat, adskilt fra HL´s øvrige midler.

Stk. 8 Bestyrelsen har beslutningskompetencen mht. at bevilge hjælp fra retshjælpsfonden til medlemmers udgifter til retssager om lejemål.

Stk. 9 Enkeltmedlemmer og beboerrepræsentationer og andre, der er tilknyttet HL via foreningsaftale jfr. § 3, betaler kontingent til drift af foreningen. Kontingentet fastsættes af GF.

 

§ 7 Vedtægtsændringer. Foreningens opløsning

Stk. 1 Vedtægtsændringer kan alene ske ved beslutning herom på GF.

Stk. 2 Beslutning om opløsning af HL kan kun ske på en generalforsamling, og opløsningen skal bekræftes på en ekstraordinær generalforsamling.

Stk. 3 HL´s eventuelle formue på tidspunktet for opløsningen skal tilfalde Danmarks Lejerforeninger.

 

Således vedtaget på generalforsamlingen den 25.april 2015.

 

 

Formand Jan Leth Dirigent Jørgen Matthiasen Referent Ulla Grønholm

 

Copyright © 2012. Oneweb. All Rights Reserved